Det er ikke mange indlæg, jeg poster her på bloggen for tiden. Det er ikke, fordi jeg ikke laver noget, nærmere det modsatte, for jeg har lidt for mange bolde i luften for tiden, og derfor bliver der hverken gjort noget ved hjemmet eller produceret tøj og ting til Freja.
Forleden skulle jeg forklare en person i min perifære omgangskreds, hvad jeg egentlig lavede. Det er sådan noget, der er rigtig mange, der spørger om, og de vil meget gerne have et klart og hurtigt svar, men det kan jeg ikke give, for jeg multitasker mig simpelthen igennem tilværelsen på højeste blus:
1: Officielt er jeg studerende, men jeg har ikke 'studeret' i halvandet år. SU'en er brugt, og jeg lever af lånte penge, mens jeg lige mangler at skrive en bachelor, hvis jeg da ellers kan huske, hvordan man gør sådan noget, før jeg lukker døren til den uddannelse. Kandidaten er jeg ikke interesseret i - jeg vil gå andre veje. Hvilken har jeg endnu ikke besluttet.
2: Jeg har et deltidsjob. Gennem min efterhånden ret lange studietid (grundet barsel og tvunget pause) har jeg også haft et studiejob på universitetet - i en kommunikationsafdeling. Her har jeg arbejdet både journalistisk, grafisk, været projektleder og webansvarlig. Nu er der trappet lidt ned. Jeg savner mine kolleger fra før barslen, og motivationen er ikke den samme. Jeg har dog stadig jobbet, som jeg varetager hjemmefra med timer hist og pist, når der tikker en opgave ind i indbakken.
3: Jeg er iværksætter. Jeg er i gang med at opstarte egen virksomhed, produktion og butiksfællesskab med foreningsstruktur. Det er faktisk tre jobs i ét - egen virksomhed kræver afsindigt meget arbejde med planlægning, indkøb, design og økonomi. Produktionen er en helt anden sag - der skal produceres varer! Masser af varer! Og jeg er ikke begyndt endnu... Foreningsarbejdet kræver også mange timer - planlægning, mails, telefonsamtaler, design, møder... at blive enige... at gå på kompromis. Det er fedt! ...men pyh, hvor er det også hårdt at starte fra bunden frem for bare at træde ind i noget, der bare kører.
4: Jeg er mor. Vi har ikke råd til at have Freja på fuld tid i institution, og jeg synes også, at hun er væk mange timer i forvejen, men det betyder altså, at Freja bliver passet 30 timer om ugen, og det er de 30 timer, jeg skal udnytte optimalt for at få tid til alt det andet. Derudover er vi altså ret hårdt ramt af sygdom af den milde slags, som forkølelser og betændelser, men når de hver eneste gang trækker i langdrag, og den ene omgang bare erstatter den anden, så falder vores hverdag altså fra hinanden. Freja er langt om længe blevet rask efter ikke mindre end 3-4 uger med svingende sygdom og dertilhørende manglende overskud og dårligt humør. Min bredspektrede penicillinkur har også kureret mig, men nu er det så Farens tur. Han har nu ligget på sofaen i tre dage med feber og minus på overskudskontoen = jeg er ret alene om den der forældretjans, og Freja viger også fra ham og er morsyg, fordi hun kan mærke, at han ikke har overskuddet.
5: Jeg er blogger. Ja, de fleste af jer ved jo, at det er en tidsrøver uden lige. Især når man sætter høje forventninger til sig selv og bloggen. Der skal ikke være en masse 'fyld-indlæg', men kun de gode af slagsen (ja ja, altså i mine øjne, for du synes måske ikke at børnetøj er spændende men følger med pga loppefundene osv). Billederne skal være så gode som muligt trods Danmarks generelt dårlige belysning stort set hele året. Der skal postes jævnlige indlæg. Der skal svares på kommentarer, læses med hos de andre og kommenteres.... osv osv. De sidste ting på listen har jeg simpelthen ikke tid til lige nu.
6: Jeg er kæreste og husmor. Ja, sådan er det jo. Selvom vi deles meget om pligterne herhjemme, så har et barn altså bare betydet mange mange flere pligter. Av, hvor er der meget vasketøj, beskidt service i køkkenet, mad på gulvet (Frejas bordmanerer er ikke helt i top), nullermænd i hjørnerne, sandkassesand i sofaen og legetøj overalt! Og så er der kæresten - læg mærke til, hvordan han kom sidst og næsten blev glemt. Sådan føler han det også herhjemme. Jeg er simpelthen for dårlig til at prioritere vores forhold og sætte tid af. Vores nærmeste familie bor i Langbortistan (sådan med
-kan-I-lige-passe-Freja-en-aften?-øjne), og selvom farmoren kigger forbi
en dag ugentligt, så giver det ikke mere kærestetid. Babysitter ude i byen? Ja tak! Gratis? Endnu mere ja tak! Usandsynligt? Jeps!
I bund og grund har jeg bare ikke tid nok til det hele, men det er mere det mentale pres, der tynger mig. Den konstant dårlige samvittighed over at være væk fra studiet, umotiveret på arbejde, ustruktureret iværksætter, ukoncentreret mor, upålidelig blogger, utilstrækkelig kæreste og en virkelig virkelig dårlig husmor. Det her er ikke brok eller en søgen efter sympati - jeg har selv valgt, at mit liv skal være sådan, og jeg har det da egentlig meget godt ;) men næste gang, nogen spørger mig, hvad jeg laver, så giver jeg dem et link til dette indlæg, og beder dem rende og hoppe, hvis de siger, at det da skulle være så smart at få børn, mens man studerer :P
Og så bare lige for, at dette indlæg ikke skal være billedløst, så får I her et par billeder af Frejas skønne måle-giraf og et skønt billede. Begge dele ligger og flyder på skrivebordet lige nu, og jeg får ikke tid til at gøre noget ved sagen før år 2021...